MandagTirsdagOnsdagTorsdagFredagLørdagSøndag
26
27
28
29
30
31
01
03
05
06
08
10
11
12
13
14
15
17
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
01
02
03
04
05
06

Dagbog
Fest på børnehjem
d.18 Juni 2014

Sidste Dagbog inden hjem turen i morgen aften.

Det har været nogle vigtige 3 uger. De har været vigtige fordi vi at vi har skulle være her, uden alt for mange forstyrrelser og uden at skulle flytte en lille, lidt halv skræmt og sårbar pige væk fra alt hvad hun er vant til af varme, dufte, sprog, mennesker der ligner hende osv.

De har været vigtige og rigtige, fordi vi stille og roligt har lært hinanden af kende, vi er ikke færdig, langt fra, men vi har taget både nogle små og store skridt i vores fælles læring i at blive en familie på 4. Og det går den rigtige vej, det er dejligt. Men nu trænger vi også til at skifte et lille hotel og begrænsede mulighed for at bevæge sig rundt, ud med vores eget hjem og et land vi kender godt, hvor vi har lettere ved at komme ud og gå korte og lange ture. Hvor Otto igen kan få plads til leg med venner og familie (noget han de sidste dage virkelig har savnet), og hvor mor og far igen kan få lidt gunstiger vilkår at arbejde med, vi trænger også til snak med andre mennesker, at lave egen mad, ikke at skulle blive forstyrret af en rengørings dame, ikke at skulle vente til kl 12:00 før restauranten åbner, når hele familien er sulten kl 11:00 ;.-) osv.

Det har Været en vigtig og alt i alt en god tid her i Burkina Faso. Vi har set det land Marie Ingrid er født i og har boet de første år af hendes liv i. Vi har oplevet den smukke, barske, fattige Natur og Mennesker der lever her, men som alligevel formår at få alt til at fungere, livet går videre. Og de Mennesker vi har været heldige at komme i kontakt med, er mennesker der i den grad forstår sig på at få en til at føle sig velkommen. Den høflighed og hjælpsomhed de viser hinanden og os er stor. Vi har brugt en del tid i samvær med Kalifa og hans søn (vores tolk) Moussa, og lige meget om det er for at købe bananer fra bilen, sige nej til en der vil vaske forruden, købe en kop kaffe af den lokale gut på hjørnet og sidde i skyggen af et træ og nyde den, om det er rengøringsdamen eller social ministeren, så bliver der snakket og grint sammen. Humoren er dejlig let og kæk, og på mange måde minde os lidt om DK, hvor man heller ikke skelner det store mellem rig og fattig.

Vi har også haft glæden af at blive inviteret hjem til Kalifa, hvor vi blev mødt af hans kone og børn og deres børn og et par veninder. Vi fik dejligt mad og snakkede lidt om livet her og hvordan Kalifas vej ind i adoptions verden havde været. For man må sige at han er guld værd, det samme gælder Moussa, de har været helt uundværlige, og gør et rigtig godt arbejde.

I dag var vi på Børnehjemmet hvor vi holdt en lille afskeds ceremoni. Lederen talte lidt til os, og vi til dem. Vi havde købt 50 kilo ris, og havde ellers lidt gammelt legetøj, mælke pulver osv. med. Vi havde tidligere doneret et par poser aflagt tøj, så de var meget glade og taknemlige. Derudover havde vi købt kiks og Juice, men de ville vente med at give børnene det til efter de havde spist (det må vi konstatere var klogt af dem;-)).

Men en rigtig fin dag, hvor Marie Ingrid tydelig viste at det var mor hun ville være hos, men samtidig, i sikker farm, kiggede nysgerrige rundt og pegede. Små smil kom der da også frem da flere af børnene var henne og snakke med hende og give knus. Hun blev dog taget ud af Hannas arme af lederen, men kom hurtigt tilbage igen.

Og så skulle vi for 3 gang på hospitalet med den lille stakkel, for at få rensede og skiftet forbindingen, uh det gør ondt på hende, men hun er stærk og takler det så godt, ligeså snart lægen er færdig, stopper hun med at skrige og bliver hurtig sig selv igen.