Dagbog
Sidste del af rejsen
d.30 December 2010
Som sædvanlig fik vi ikke lige afsluttet vores dagbog.

Sidste dagbog blev afsluttet med at vi skulle rykke vores billetter til onsdag d. 7. december. Vi valgte dog at have lidt is i maven og vente med at ændre den til fredag eller mandag, hvilke viste sig at være en rigtig beslutning, men først skulle vi en masse tvivl, forvirring, ondt i maven og en masse tanker igennem først.

Tirsdag d. 2. december skulle vi havde været på paskontoret for at få lavet pas. Det blev desværre ikke til noget og vores hjemrejse d. 6 begyndte at virke ret urealistisk.

Torsdag kom vi på paskontoret, det gik ret fint, vi var der i 3-4 timer, men tiden gik rimelig hurtig. Der var en masse flotte mennesker de voksne kunne studere og en masse høns og deres små søde unger børnene kunne være fascineret af eller rædselslagene for. Det blev som sædvanligt pænt varmt, og Hanna havde selvfølgelig valgt at tage hvidt tøj på. Efter en halv timer var hun så svedig og havde fine sorte fodspor og børne hænder op og ned af sig selv… Men det hele gik og vi kom hurtigt til der hvor at man skal have taget pas foto, her er det kun en forældre pr. barn der må komme ind. Først valgte vi at Mikkel skulle gøre det, Hanna var meget nervøs for om hun ikke ville kunne læse, hvis der stod noget på engelsk som ikke var korrekt. Og der måtte bare ikke ske fejl, for det ville betyde at vi måske ikke kom hjem. Så Hanna satte sig godt til rette i skyggen, mens Mikkel og Otto gik ind. En halv times tid efter blev der kaldt på mig, Otto græd så meget at Mikkel mente at vi måtte lave et byt. Uuuuh mor her blev nervøs, og Mikkel blev endda smidt væk fra kontoret, men jeg bad Poul (en af de andre dansker) om at blive og hjælpe. Kort tid efter byttet, faldt Otto i søvn hos mig, så det var super, lige ind til at han skulle have taget pas billede, og derfor nu ligner en søvndrukken forbryder i sit pas. Og alt stod som det skulle i passet. Da vi var kommet hjem ringede vi til vores rejsebureau og fik af vide at vi kunne vente med at ændre vores billetter til mandag kl. 13, samme dag som vi skulle rejse, så nu skulle vi bare krydse fingre for at vi kunne nå det hele, hvad der stadig virkede meget urealistisk.

Fredag fik vi om eftermiddagen af vide at Ottos pas var kommet, hold da op hvor fedt, men beskeden kom fra flere og var meget forvirrende, så vi var glade med forbehold.

Søndag fik vi så af vide at der er fejl i nogle af papirerne og at vi manglede en fødsel attest. Der var nogen der mente at vi ikke kunne tage af sted uden fødselsattesten, mens andre mente at det var ok. Men som det så ud måtte vi nok opgive at rejse om mandagen. Vi var total nedtrykt og tænkte hvornår vi så kunne få billetter…. Øv hvor det var nedtur, og øv at stå med det dagen før vi troede vi skulle rejse. Når men efter lidt surmuleri, beslutter vi at køre ind til Life’s kontor og se om vi kan få styr på det hele om mandag.

Mandag valgte vi at tage ind til kontoret tidligt for at finde ud af hvad status var. Status var at de havde alle papirer og Otto’s pas, dog manglede de hans fødselsattest, da der havde været fejl i den, og så skulle der bare lige ”justeres” lidt på det ene dokument.

Efter en kort overvejelse, valgte vi at tage chancen og tage til lufthavnen. Vi tog af sted fra huset kl. 15, sagde farvel til Søren, Christine og Adda og til Kemi, Kevin og Gloria. Der var ikke rigtig noget trafik så vi kom fint ud i lufthavnen. Lidt efter kom Anne-Mette og Thomas med deres søn Paul. De havde også fået deres papirer og havde fået ændret deres billetter til samme dag.

Efter lidt problemer med indtjekningen, og lidt omfordelinger af indholdet af kufferterne, og en meget svedig Mikkel, skulle vi igennem immigration. Vi havde fået af vide at det kunne være en ubehagelig oplevelse. Men efter et par opklarende spørgsmål, var alle meget søde og ønskede os held og lykke. Så det var 2 glade par med deres børn der satte sig i Lago’s internationale lufthavn og ventede et par timer.

Flyveturen hjem gik rigtig godt. Otto sov hele vejen. Da vi kom til Amsterdam havde vi et par timer med afslapning, før vi sagde farvel til Anne-Mette, Thomas og Paul for at tage flyet til København. Under denne tur var der lidt mere gråd og utilfredshed men vi kom sikkert frem.

Da vi kom ud i ankomsthallen blev vi modtaget af venner og familie, det var super dejligt at folk var kommet for at tage imod Otto og os. Der blev da også plads til en lille tåre hos Hanna. Vi sad og fik lidt kaffe, og Otto startede udpakningen af gaver, en ting han efterhånden har fået ret meget erfaring med…Han tog rigtig godt imod alle, og vi hyggede os rigtig meget. Efter én times tid tog vi hjem til Borup.

Naboerne havde pyntet op, sat lidt godter på bordet og lidt mad i køleskabet. Der lå også et par gaver og er par velkomst breve til Otto. Det var rigtig dejligt at komme hjem til, og endnu engang kom der en lille tåre hos Hanna.

I det hele taget har de sidste 6 uger budt på mange tåre. Både af frustration, savn, hjemve men ikke mindst af glæde, og det er nok de sidste slags tåre vi vil huske i fremtiden.


Billeder