Dagbog
Lauca Tour
d.10 Januar 2010
Så er vi kommet sikkert ned fra 4 dage i omkring 4.000 meters højde. Men det holdt hårdt…

I mandags ankom vi til Arica. Vi startede kl. 15:45 fra Kastrup lufthavn og ca. 32 timer og 4 flyvninger senere blev vi hentet af Horiols som var vores guide de følgende 4 dage.

Den resterende dag i Arica, blev brugt på lidt sightseeing i byen og en lille smut ned og se på stillehavet.
Tirsdag morgen skulle vi så på vores 4-dages tur til Lauca nationalpark. Første dag kørte vi stille og roligt op til byen Putre som ligger i 3.500 meters højde. På vejen passerede vi bl.a Atacama ørkenen, en sandkasse med maksimalt én mm regn pr. år. Vi så også en klassisk ”Alti Plano” landsby og det blev da også til et par meget gamle mumier.

Allerede da vi passerede 3.200 meter kunne vi mærke hvordan diverse symptomer på højdesyge satte ind. Og først 3 dage senere forsvandt disse symptomer. Det blev dog en smule bedre dag for dag.

Anden dagen var dagen hvor vi skulle se Lauca Nationalpark. Og det blev en dag der levede helt op til forventningerne. Lige da vi krydsede grænsen til nationalparken så vi de første Vicuñas (en slags Lama), og derefter fulgte Vizcacha( en stor gnaver), Lamaer, Alpaca, gæs, ænder, Kæmpe blishøne, flamingoer og til sidst en Kondor.

Derudover var der det ene flotte landskab efter det andet med vådområder, sletter, vulkaner og søer. Vi besøgte desuden et par små landsbyer hvor vi fik en udmærket Alpaca suppe efterfulgt af ris med en Alpaca bøf. Dagen blev afsluttet liggende i termiske bade, mens vi glædede os over at vi havde undgået det uvejr vi kunne høre i det fjerne.

Næste dag skulle vi tidligt op da det ville blive en rigtig lang dag. Efter et par timers kørsel og et møde med en Nandu(en strudsefugl) med 6 unger, ankom vi, ved frokosttid, til Salar de Surire. Salar de Surire er en stor saltslette. Det var et flot syn der mødte os da vi kørte over den sidste bakke, og da vi nærmede os bredden af saltsletten kunne vi se en masse flamingoer som gik og sippede små krebsdyr i sig. Det var enormt flot og meget spændende. Og uvejret med haglbyger, som vi kørte igennem i den østlige del af sletten gjorde sit til det meget dramatiske landskab af bjerge som omringer saltsletten. Hen på eftermiddagen stødte vi endnu engang på termiske bade, og denne gang var mudder inkluderet.

Derefter var det 3 timers kørsel, i meget varierende landskaber, til Colchane. I Colchane som ligger kun 2 km fra grænsen til Bolivia tilbragte vi natten i et rigtig hyggeligt lille værelse, og om morgenen kunne vi se Lamaerne komme vandrende igennem byen.

Næste dag skulle primært bruges på at få os sikkert ned og hen til Iqueque lufthavn. Vi startede dog lige med at slå et smut forbi nogle kæmpe kaktus, nogle var vel 4 meter høje.
Iqueque ligger ved vandet og på ca. 250 km skulle vi ned fra 3.600 meters højde. Dette var desværre for meget for bilen vi kørte i, og selvom gearene blev brugt flittigt ved nedkørslen, blev bremserne så varme at det endte med at ødelægge noget i hjulet. Dette resulterede i en topfart på 50 km i timen og et fly der skulle nås. Efter lidt vurdering fra guidens side endte det med at vi blev sendt med en Taxi de sidste 100 km, så vi nåede vores fly til Santiago.

Og der sluttede vores fire dages tur til Lauca nationalpark. En utrolig spænende tur og en fantastisk start på vores Sydamerika tur.

Billeder