Dagbog
Endnu et fint besøg
d.19 Marts 2006
Så er marts ved at være gået. Og endnu engang har vi haft fint besøg i Sabalos. Derudover har det været en tid præget af dårlig vand og el forsyning.

Vi ankom til Sabalos den 3., et par dage før de fleste andre fra projektet ankom. Dagene blev brugt på nogle dejlige gåture i området, og med fugle sanserne stadig skarpe efter vores besøg af Jens og Annemarie, fik vi da også set lidt af hvert.

Men ellers blev første del af måneden brugt på at gøre klar til endnu et fint besøg i Sabalos. Denne gang var det Folketingets finansudvalg der skulle på besøg. De skulle dog have nogenlunde den samme tur som DANIDA’s bestyrelse havde fået, så der var ikke så meget arbejde i det andet end at rydde lidt krat og ellers shine stederne op. Hele projektet brugte en hel dag ude ved en af landsbyerne, og en hel dag ved en af fincaerne, det var lidt ligesom en skovudflugt, med lidt arbejde og hygge. Det eneste minus er altså de lidt for gamle kyllinger (høns), som de servere. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan man får kødet af benene, og hvis man endelig får det af, hvordan man så tygger det.

Om fredagen ankom så finansudvalget med følge. Endnu engang var det med en gammel militærhelikopter, dog med andre piloter. Man skulle tro at disse piloter havde lidt træning i at finde vej og følge koordinator, men helikopteren brugte over en time på at finde det første sted de skulle lande.

Endnu engang var det sjovt at snakke med nogle danskere og være med til at fortælle lidt om forholdene i Nicaragua, og om hvorfor det var en god ide at hjælpe disse lande. På det mere personlige plan er det jo sjovt og møde folketingsmedlemmer (tænk at man skal tage helt til Sabalos, for at trykke hånd med Ole Sohn), men også at se hvor meget anderledes denne gruppe var i forhold til DANIDA’s bestyrelse. Man kan godt mærke at DANIDA’s bestyrelse sidder med tingene tættere på sig, og at den består af direktører og professorer. Mens at finansudvalget nok består lidt mere af ”almindelige” mennesker.

Resten af tiden her i Sabalos er blevet brugt til at se på min opgave og ellers arbejde med Handlingsplaner for Fincaerne. Men som sædvanlig bliver planerne ændret hele tiden, og ting udsat.

En af de ting der har betydet meget for os i negativ retning i denne måned er at boligforholdene blev forværret. Vi har haft rigtig mange el afbrydelser, og da Projektet skal spare har de ikke kunne have generatoren på mere end et par timer om dagen. Især er det ikke så sjovt når lyset pludselig slukker kl. 18:30 lige når man skal til at lave mad.

Derudover har det også været tørtid, dette er egentlig fint nok, da det er nemmere at komme rundt ude ved landsbyerne og fincaerne. Det har også betydet at værelset heller ikke har været så fugtigt, men desværre har brønden heller ikke være så fugtig, faktisk har den været helt udtørret, hvilke betød at vi i mange dage (7-8) ikke havde rindende vand.

Vi er nu taget til Managua. Dels skal vi på vores månedlige ferie, denne gang til en caribisk ø, med turkis vand, og dels skal Mikkel snakke med nogle folk på ambassaden.

Så fra d. 24 til d. 30, vil vi ligge på en hvid sandstrand, kun afbrudt af snorkling og farvet drinks i skyggen, mens vi tænker på alle jer hjemme i kolde, kolde Danmark.


Billeder