Dagbog
Hvor er folk?
d.16 Januar 2006
Vi er nu tilbage efter en lang og spænende ferie, som blev afsluttet på bjerghotellet Selva Negra. Der gik vi bl.a. nogle dejlige ture i skoven og fik en rundvisning i deres kaffe plantage, som det også er mulighed for at udforske på egen hånd. I det hele taget er det et meget spænde område, der er mange forskellige ting der, bl.a. har parret, der ejer stedet, fået bygget deres egen fine kirke. Den fik de bygget i 2000 da deres datter skulle giftes, den er så fin, fyldt med levende planter og orkideer på alle kirkens ydremure, og taget er en stor græsplæne (da Hanna så den, havde hun helt lyst til at blive gift igen, men vi nøjes nu med at overvære et andet par blive gift).
Vores Nytårs aften endte på værelset i sengen, hvor vi var godt møre efter en tur der gik lidt skævt. Dvs. efter at have vandret op til toppen af et bjerg, syntes vi at vi ville gå en anden vej ned…fint nok, hvis det ikke lige var fordi at stien ned var forsvundet, og det er ikke så let at gå stejlt nedad, når der ikke er noget at holde i, og når ens fod skal have fodfæste i den løse jord. Nå men vi kom ned, men havde ingen kræfter til at feste, så vi nøjes med at dele en kold øl, og ellers bare falde i søvn til en gammel Rambo film.

Men ferien sluttede, og vi skulle tilbage til Sabalos. Den dag vi havde aftalt at komme tilbage var flyet dog fyldt og vi kunne først få pladser dagen efter. Vi tog det denne gang en anelse mere roligt, vi har jo ligesom lært (på den hårde måde) at ingen på projektet regner med noget, og i det hele taget bliver alt taget med største sindsro her. Men vi ville dog gerne have fat i en fra projektet alligevel, så de vidste at vi kom en dag for sendt (man kan jo ikke bare sådan smide sin danske kultur, tingende skal være i orden), dette viste sig hurtigt at være umuligt...Vi havde ikke det rigtig nummer, og da vi endelig fik et nummer til projektet var der ingen der tog telefonen.

Dagen kom hvor vi skulle hjem, og vi glædede os ekstra meget, da vi vidste at der lå en masse pakker til os i San Carlos. Med et ordentligt bump landede vi med det lille fly på ”fodboldbanen”, hvor vi som sædvanligt blev taget imod af den smilende lille lidt ældre dame som både fungere som bagagedame og den der skal sørger for alt er i orden på den lille flyveplads og er samtidig billetsælger til flyet inden i San Carlos by (det siger måske lidt om hvor lille og anderledes det hele er her).

Nå men vi kom ind til San Carlos by, hvor vi møder en af teknikerne, han kunne ikke forstå hvor folk blev af, og vi fandt da ud af, at de andre på projektet ikke var kommet og at ingen vidste noget.
Ud over det fandt vi også ud af, til vores store skuffelse, at ingen af vores pakke var kommet frem.
Lidt sluk øret tog vi båden til Sabalos, hvor vi til gengæld kunne konstatere at regntiden var forbi og vores værelse derfor ikke stod så slemt til.

Ud over de arbejdere, som bor i området og som derfor mødte op hver dag for at konstatere at ingen af deres chefer var kommet, var vi ellers alene i to dage. Derefter dukkede teknikerne op. Og vi har nu, lige siden den 4. december, fået daglige beskeder om hvornår cheferne kommer. De er endnu ikke set i eller nær Sabalos.
Men den lidt mere alvorlig betydning af dette, har været at der ikke er nogen penge på projektet overhovedet (dem har cheferne), og det vil sige at der hverken er til at købe vand til arbejderne, til benzin, så de kan transportere sig rundt, eller til indkøb af materialer som de skal bruge til at hjælpe bønderne med. Man må konstatere at det er en noget udbyttes fattig arbejdsmåned for teknikkerne her.

Til gengæld er Mikkel kommet godt i gang med arbejdet. Han er med til at lave planen for hvordan man skal gribe det an, at lave handlings planer for 230 fincaerne dette år.
Handlingsplanerne skal bruges til at kortlægge hvordan bønderne kan udnytte jorden bedst mulig, uden at ødelægge jorden og true reservatet.


Billeder