Dagbog
Planændring
d.7 November 2005
* Nu med dobbelt opdateret planændringer

Hvis der er noget man lærer på dette praktiksted, er det at planer er til for at blive ændret. Og helst så ofte som muligt.

På grund af det fornemme besøg i slutningen af november, ville vi få en ekstra lang ferie denne gang. Hele 15 dage skulle udfyldes, og planen var klar… sol, sol og sol, og en smule natur. Dagen før afrejse, ændrede et tilfældigt besøg på kontoret efter lukketid dog planerne. Vi skulle alligevel ikke af sted dagen efter. Planerne blev ændret således at vi have 4 dage fri, derefter skulle vi 3 dage tilbage på kontoret, 3 dage fri, 3 dage på kontoret og til sidst 3 dages fri.

Hmmm…

Nå men intet er så dårligt at det ikke er godt for noget. Ændringerne gav os jo en chance for at udforske nærområdet lidt mere, som faktisk var den oprindelige plan, før planen med den lange ferie blev lavet.

De første par dage blev brugt på at se El Castillo, en enkelt lodge og derudover et par besøg på de ”finere” restauranter i området. Hannas fødselsdag skulle selvfølgelig også fejres, og det blev selvfølgelig i Tarzans hytte med smuk udsigt over floden, og aber i baghaven.

Derefter skulle vi tilbage til arbejdet. Dagene skulle bruges på at forberede Danidas besøg. Efter et par dage med møder og besøg hos diverse bønder, kom vi en dag hjem ved 12-tiden, efter et besøg i en landsby. Vi blev mødt med en besked om at vi havde 1 time til at pakke vores vigtigste ting sammen, får nu skulle alle af sted til Managua. Der havde i dagene optil ligget en orkan ud for Nicaraguas kyst, alt havde tydet på at den ville ramme oppe nordpå, men nu var metrologerne blevet i tvivl, og der var en risiko for at den ville komme ned til os.

Nå men af sted med os. 20 minutter nåede vi på den nye vej til San Carlos, og så stod der en gravko på den anden side af en å. Gravkoen var i sig selv ikke et problem, men problemet var af den var i gang med at bygge broen over åen. 3 timer efter krydsede vi den halvfærdige bro med en spændende ny viden om hvordan man bygger sådanne en.

Køreturen til Managua var et helvede. Det er helt vanvittigt at regeringen i dette land slet ikke fokuserer på denne del af landet. Vejen var i meget dårlig stand, lastbiler sad fast i nogle af de mudrede dele og vi troede flere gange at vi ville opleve samme skæbne i vores 4-hjulstrukne bil.

Nå men kl. 2 om natten ankom vi til Managua, her blev vi i tre dage og nød at flade ud med TV og internet kun afbrudt af brusebade med varmt vand. Bagefter tog vi til Ometepe, som er blevet vores hjem, væk fra hjem. Dagene her gik med afslapning ved stranden, dejlig mad, dejlige gåture og lidt mere afslapning ved stranden. De 3 dage gik hurtigt, og vi sidder nu igen i Managua hvor vi bliver hentet kl. 4* i morgen tidlig, for at gentage den 8 timer lange rejse til Sabalos.

*Her til aften er en af projektets medarbejdere lige kommet forbi vores hotel, han ville bare lige oplyse at planerne var ændret. Denne gang heldigvis til det bedre. Vi bliver ikke hentet kl. 4 men derimod ved middagstid**.

**Efter at have tjekket ud af hotellet kl. 12, har vi siddet og ventet på at blive hentet. kl. 15:30 kom William fra projektet så forbi og sagde at han havde et problem. Jeg fik ikke fat i det hele, men det var noget med en bådmotor, at det var nat, at vi var mange mennesker, bilen manglede benzin og et par andre ting. Så nu skal vi afsted kl. 7:00 imorgen... Det lovede William...

Billeder