Dagbog
Det nye hjem
d.20 September 2005
Efter en lang vente tid er det lykkes os at nå frem til den by vi skal bo i det næste lange stykke tid.

Det var med en hvis glæder, efter lang tid at havet snakket, tænkt og drømt om hvordan der ville være der hvor vi skulle bo, at vi stod på det lille fly der skulle flyve os til havnebyen San Carlos, hvor vi ville blive hentet og sejlet ned af floden, ned til Boca De Sabalos, ned til vores nye hjem.
Men det var også med en smule frygt at vi steg på det lille fly, vi viste at nu sluttet vores vente tid, men med det også vores tryghed i at vi havde kontrollen, fx over vores valg af bolig. Vi ville ikke længe kunne gemme os bag facaden som turister.

Da vi landet på den lille græsplæne, der mest af alt mindet om en fodbolds bane, følte vi at vi kunne klare alt, hver gang flyet havde fløjet gennem skyerne, rystede og drejet flyet meget, og da vi skulle lande, holdt Hanna sig for øjne for hun var sikker på at flyet havde for meget fart til den lille græsplæne. Men det hele gik fint flyet stoppet hurtigt, og vi stod af flyet ud i den varme sol.

Vi blev hentet af Harold, en af de to assistenter til Willam (som er chef for projektet). Han var meget venlig, han kørte med os til havne, hvor der sad en anden mand der sejler Danidas båd. Her efter ventede der os ca. halv anden times sejlads ned af floden, så vi fik af vide at vi bare skulle læne os tilbage og nyde turen.
Det viste sig at vores ankomst dato faldt sammen med en større fiske konkurrence, så floden var fuld af turister der primært kom fra Amerika men også fisker fra Costa Rica var tilstede.
Ham der styret båden var selv stor fiske entusiast, så da vi kom forbi nogle amerikaner, som tydeligvis havde fisk på krogen, spurgte han om det ikke var ok at vi lige holdt stille, så han kunne se den blive halet ind, det var det selvfølgelig…… En halv time senere kun nogen få meter længer nede af floden (de meter båden selv naturligt flyder) var der stadig ingen fisk: Harold begyndte at kommentere at vi skulle nå tilbage inden det blev mørkt, sluk øret sejlet han videre efter tre kvarters tid mens at amerikaneren stadig var i gang med at hale fisken ind. Da han sejlet sagde han til alle, at han viste det var stor fisk han havde fanget man kunne se det på fiskestangen, Mikkel og jeg nikket pænt og smilet stort til ham når han fortalte hvor stor han troet fisken var.

Da vi steg af båden var det første vi mødte en masse ansigter der stirrede på os, et virvar af folk der var ved at læse alt muligt habengut på en båd, hunde der løb rundt og prøvede at finde noget af spise, børn der leget, to små brune drenge der var i gang med at sejle en mand over på den anden side af floden i en lang tynd båd der var sat sammen af flere stykker træ. Kvinder der sad og snakket. Efter et lille stykke tid bemærket vi at mange af kvinderne var gravide og ikke særlig gamle, vi så flere der ikke var en dag over 15 år. Vi bemærket at der var op til flere bare hvor det primært var mænd der sad og drak. Det var varmt og meget støvet, og i betragtningen af at der kun var en vej i byen, meget larmende.

Vi blev ført op til kontoret hvor Willam stod på den store trappe indgang og tog i mod, han viste os rundt på kontoret, og efter en lille snak, blev vi vist ned til vores hus. Huset består af nogle værelser hvor teknikerne og nu vi bor, det har en stor bred gang hvor der står et fjernsyn og nogle stole, det har et lille køkken, hvor der en gryde en si og tre krus, køkkenet lever måske ikke helt op til den danske standart hverken angående indholdet i køkkenet eller hygiejne. Vores værelse er et enkelt lille værelse der består af en seng og et skrivebord.

Der er to toiletter (træk og slip) med bad, toilettet skal fyldes manuelt med vand man henter uden for huset, badet består af et jernrør hvor der kommer koldt vand ud af. Vi fik af vide at der desværre ikke var noget vand i øjeblikket. Udenfor er der en stor vask og et vaskebræt, ja hvor man så kan vaske sit tøj.

Da vi havde været lidt sammen med dem på projektet, tog vi tilbage på værelset, hvor der ikke gik lang tid før Hanna begynde at skrige…en kæmpe stor edderkop sad på væggen, i et kort øjeblik lignede det en fugleedderkop. Den nåde desværre at forsvinde igennem et hul i væggen inden Mikkel fik fat i den, så nu bliver der hver dag kigget om edderkoppen er der. Kakerlakker er der masser af på værelset, så helt alene bliver vi aldrig. Da vi sad og prøvet at sunder os over det hele, berolig hinanden i at det nok skulle gå, gik lyset i hele byen, så der sad vi og havde mest af alt lyst til at give op.

Vi har nu været her nogen dage, og er ved at falde mere til. Vandet er kommet tilbage og vi har været ude på en rigtig god tur med nogen af dem der arbejder her, hvor vi blandt andet fik et lille kig på det nærliggende Natur Reservat.

Men alt det og meget mere kommer i den næste dagbog.


Billeder